Nepal Billeder

Dette galleri indeholder 19 billeder.

Opdraget til forskelsbehandling

“Raising a daughter is like watering your neighbour’s garden” (at opdrage en pige, er som at vande din nabos have)

Kvindens arbejde

My father is__ years old. He works as a____. I can help him/can’t help him_____ because I am strong enough/not strong enough. I help him/don’t help him. My mother is young/middle aged/old. She does/doesn’t do household work. I help her/don’t help her because she is not able to/able to do her work.

Laeg maerke til hvordan faderen kan have et hvilket som helst arbejde, mens moderen kun kan have husarbejde. Samtidig hjaelper man faderen, fordi man selv er staerk nok, mens moderen behoever hjaelp fordi hun ikke er i stand til at goere sit arbejde. Jeg blev meget oproert over at finde ud af at boernene selv i skolerne faar at vide, at kvinder ikke er lige saa meget vaerd som maend, og at deres muligheder er begraenset til at lave husarbejde. Piger i Nepal i dag, har fin mulighed for at faa en uddannelse og vaere uafhaengige af maend. Men det kraever at nogen fortaeller dem, at de kan det. Alt hvad de oplever her, viser kun at kvinder ikke er lige saa meget vaerd som maend. Naar foraeldre vaelger at tage deres soen hjem, men ikke datteren som maa blive paa boernehjemmet og naar de eneste der rent faktisk arbejder i lokalsamfundet er kvinder, saa giver det boernene et klart billede af, at det er maendene der er vigtigst. Maend her omkring vores lille landsby ses sjaeldent i arbejde, men i mandeklubber rundt omkring, hvor de peger fingre af os og ryger og snakker hele dagen. Kvinderne maa imens slide i marken hele dagen, passe boern, ordne hus og lave mad.

De dovne maend

Som sagt er maendene sjaeldent at finde i travle situationer, og bortset fra de to maend der  to gange om ugen dukker op og underviser boernene i sang og dans er det ikke meget arbejde vi har set udfoert af det koen der heromkring tydeligvis betragtes som det staerke af de to. Basudev der fra tid til anden styrer slagets gang her paa bakketoppen naar froekenen har aerinder andre steder er et glimrende eksempel herpaa. En yngre mand på omring de 30, der ofte dukker op lige til “frokost” hvor han forlanger den stoerste portion mad, som skal serveres for ham, alt sammen forlangt i en tone der faar stedsøstrene fra Askepot til at virke ganske velopdragne. Efter et hurtigt indtaget maaltid med højlydt smasken og boevsen vender han hurtigt tilbage til kontoret, og den seneste avis, hvorefter vi sjaeldent ser ham foer naeste maaltid, medmindre han skal ud og irettesaette nogen. -I lang tid diskuterede Janne og jeg højlydt (på dansk) hvordan hans arbejdsbeskrivelse mon loed, og gav ham tilnavnet charlatan (Det har været praktisk at have danske kaelenavne for boernehjemmets beboere i situationer som denne.)

at gifte sig, eller ikke at gifte sig
Det anses stadig unormalt for en kvinde at vaere ugift, og er paa mange maader et tab for familien hvis ære ofte haenger sammen med den mand datteren gifter sig med. Men paa dette punkt har mine moeder med de moderne Nepalesiske kvinder vist at en ny tid er ved at komme til Nepal. Froekenen har ved flere lejligheder afvist enhver tanke om at skulle giftes eller have boern. For hende er Boernehjemmet hendes familie, og som hun sagde forleden ville hun vaere bange for at komme til at saette boernehjemmets boern i anden raekke hvis hun selv fik nogen. “Boernene her har brug for stoette og kaerlighed. Masser af boern i verden har brug for kaerlighed. Jeg vil hellere fokusere min kærlighed på de boern jeg i forvejen har, end at faa mine egne boern som jeg kan elske.” Froekenens ord har som saa ofte foer ramt mig. Der er rigtig mange boern i verden som har brug for omsorg og kaerlighed, og alligvel saetter folk hele tiden nye boern i verden for at faa nogen at elske.
En anden af de moderne kvinder her i bjerglandet er mine facilitatorer på Global Platform i Kathmandu, Anjana. Anjana er ud af en god familie, og er af en af de højeste kaster. Men netop dette er en af grundene til at Anjana for noget tid siden lod os alle vide at hun aldrig havde taenkt sig at gifte sig, for hele maaden systemet omkring det haenger sammen er ikke noget hun paa nogen maade oensker at stoette. Skal hun giftes skal hun finde en “vaerdig” mand med et godt arbejde, en god familie og helst også fra den samme kaste (Der var især en haandfuld kaster han ikke maatte vaere fra). Systemet om aegteskab og kaster er desvaerre et af de steder hvor de gamle traditioner har svaerest ved at slippe deres tag, og derfor foeler Anjana at man som “moderne kvinde” er noedt til at sige helt fra  for at goere op med denne foraeldede institution.

Hvad er de vaerd?

9/4 -2011

Ens sociale status kan og bliver maalt paa mange ting, ogsaa paa ting vi ikke selv har indflydelse paa. Ofte er det toej penge og ens personlige fremtoning der er afgoerende ved foerste oejekast. I Nepal er det ens navn. Ens familie. Ens baggrund der er afgoerende for de muligheder man vil faa og den maade man vil blive behandlet af andre. Hvis ikke man har en familie er der mange doere der aldrig vil aabnes og mange ting man maa hoere for, alle sine anstrengelser til trods.

Jeg er begyndt at genoverveje min paaklaedning, som i sammenligning med boernenes og boernehjemmets personale ser noget sjusket ud. Mine loese klaededragtsbukser er noget af det paeneste jeg har, men den slidte graa t-shirt kan kun beskrives flatterende med ordet “komfortabel”. Der er 2 timers gang til picnic stedet. Det meste af turen vil foregaa i hoej sol og med stejl stigning. -Hvor dum var jeg ogsaa at tro at det betoed at vi skulle klaede os behageligt paa?! Det bliver heller ikke bedre af at jeg jaevnligt bliver spurgt hvorfor jeg ikke har den kjortel paa der teknisk set hoerer til bukserne, for i nepalesiske oejne kan buskerne ikke bruges alene da det er meningen at de er del af et saet. Jeg naenner ikke at fortaelle dem at jeg ikke koebte nogen overdel, fordi de alle var fyldt med blomster, glimmer og palietter nok til at faa Dame Edna til at haeve oejenbrynet, saa jeg siger i stedet at den ikke var ren.

Turen gaar stadig kun opad og sammenlignet med boernene i deres fine og farvestraalende gevandter, vandkaemmede frisurer, og for pigernes vedkommende ogsaa en smule sminke og typiske damesko der pr. definition ikke er til at gaa i, klarer jeg turen imponerende u elegant. Solcremen er for laengst begyndt at loebe med sveden ned over naeseryggen, og sammen med min praktiske hestehale, mine behagelige Ecco Sandaler og mit ansigt der ikke har set skyggen af make-up i flere maaneder ligner jeg mere noget fra en af de afsluttende scener i en katastrofe-horror film end een der skal paa skovtur.

Vandringen gennem de mange landsbyer i en flok paa 70 mennesker medfoerer en del opmaerksomhed og der bliver hvisket og kigget fra de smaa huse og boder. Der bliver ikke hilst mellem vores store gruppe og de lokale, og det lader til at boernene ignorerer at der overhovedet er mennesker i byerne. Jeg gaar ved siden af Minu, en pige paa min egen alder som forlod boernehjemmet for 2 aar siden og nu er paa besoeg hos sin gamle familie. Minu er meget snaksagelig og nyder at komme med uddybende svar paa alle de spoergsmaal jeg har naaet at stille i de seneste 3 kvarter, og nu haaber jeg at hun kan hjaelpe mig igen.

“Hvad er det landsbyboerne siger?” Spoerger jeg og forventer et eller andet sted at de snakker om hvad jeg og de andre volontoerer bestiller saa langt fra alting med et blaaviolet skaer i ansigtet og solcreme dryppende fra hagen, men Minus svar kommer bag paa mig. “De snakker om pigerne” siger hun og nikker frem mod nogle af pigerne der arm i arm gaar gennem byen i deres fineste toej. “De snakker om hvilken slags piger der er, at de ikke har nogen familie, at de ikke er noget vaerd. De siger at saadan nogle piger skal man holde sig fra” -

Min hjerne er tom. Jeg kan ikke finde paa en eneste ting at sige til det jeg lige har hoert. Rundt om mig gaar 50 piger der i danske oejne ville beundres for deres klassiske skoenhed. Alle klaedt i deres fineste toej og med haaret sat. 50 piger der passer deres skole og netop har vaeret til deres aarlige eksamen. Jeg foeler mig vred og ked af det paa deres vegne, og har allermest lyst til at slaa nogle af de dagdrivende maend der ikke har bedre at tage sig til end at tale saadan om boern mens de hoerer det!

Her gaar jeg og sveder i mit komfortable omend usmarte toej, men det er de koenne festklaedte boern der bliver rakket paa. Det kommer bag paa mig at ns familie betyder saa meget for ens sociale status. Isaer efter at have boet sammen med dem i over 2 maaneder og set hvor dygtige og talentfulde de er. Jeg har fra starten vaeret fuld af forhaabninger paa deres vegne, og foelt mig sikker paa deres muligheder i fremtiden, men Minus chokerende oversaettelser har faaet mig til at tvivle paa om det nepalesiske samfund nogensinde har taenkt sig at give dem en fair chance.

 

En uhyggelig forvandling

-om nye volontoerer, selvmorderiske fluer, Opel Astra og Picasso, procenter, toesehygge og mandehoerm.

“Bla bla bla bla bla bla Opel Astra bla bla bla bla Citroen”. “Jamen er det ikke den gamle model? -Har du set den nye bla bla bla med bla bla”. Bilsnakken gaar fuldstaendig over hovedet paa mig, og jeg sidder forvirret tilbage med ord jeg ikke kender betydningen af, bilserienumre jeg ikke forstaa vigtigheden af og proever at forstaa hvorvidt mine to jaevnaldrende medvolontoerer selv forstaar det de siger, og om en saadan viden mon kommer med koerekortet.

I loebet af den seneste uge er antallet af volontoerer steget med 150%. 3 piger fra Sjaelland er flyttet ind paa boernehjemmet, og selvom de foerste dage gik med triviel pigehygge og toesesladder saa er der hurtigt sket en uhyggelig forandring. Grundet manglen paa hankoensvaesener herude mellem bakkedrag og kartoffelmarker lader det til at piger begynder at opfoere sig som halvvoksne maend, hvilket i korte traek betyder at der oftes lugter voldsomt af sure sokker, og manglende kropshygiejne, og at boevser og prutter har vundet ligesaa meget indpas i det offentlige rum som snakken om hverandres affoering. Samtaler der starter med ordene “Gud hvor var det daaaijligt at toemme ryggen!”, “Aj her til morgen der loeb det bare ud af mig.” og spoergsmaal som “Er jeres affoering ogsaa helt bleg og dejagtig?” faar mig indimellem til at miste maelet og sidde tilbage som den blufaerdige pige der forhaabentlig stadig eksisterer under det fedtede haar og den vedblivende lugt af masala (Jeg har proevet ALT men tror fra nu af at jeg vil forsoege at goere det til ny mode i stedet…)

Vores vaerelse er nu paa stadiet hvor fluerne er begyndt at udvise selvdestruktive tendenser derinde, og naar vaesener der ofte lever i ca 24 timer begynder at begaa selvmord saa er situationen altsaa kritisk… Flere gange er det nu sket at desperate fluer har kastet sig ind i flammen fra de stearinlys vi taender naar stroemmen gaar “Bssssssssssssssss PUF!” en lille roegsky og saa det lille fluelig ved siden af vaegen, og de lejlighedsvise sprut naar lyset braender flue i stedet for stearin er det eneste vi plejer at hoere til de lokale fluer for tiden.

Bilsnakken mellem Janne og Signe fortsaetter mens jeg tilbagelaenet forsoeger at bevare udstraalingen der siger “Emnet interesserer mig ikke”-hvilket jo i og for sig er sandt nok, men mere rigtig ville det nok vaere at sidde med de samme vidt aabne oejne som jeg havde da jeg foerste gang nogen forsoegte at forklare mig hvorfor fodbold er blevet en religion paa stoerrelse med kristendommen. “Bla bla bla bla men vi ville hellere have den i blaa” -”Yes! Endelig noget at forholde sig til” smiler jeg for mig selv mens beroligelsen skyller ind over mig. Hvis jeg er ved at blive en mand tror jeg at jeg vil hedde Preben og vaere den charmerende, hoftesvingende boesse med den lille rismave, der ville vaelge ny bil hovedsageligt ud fra hvordan den ville passe til min oejenfarve og vil glaede mig sig til at gaa i korte shorts og koebe skoenhedsprodukter paa sommerudsalg naar jeg kommer hjem.

den moderne Tornerose

Foelgende anekdote stammer fra en af vores ture til Kathmandu. jeg har maatte hoere den fra min medvolontoer Janne, da jeg ikke selv var i stand til at opfatte noget den dag.

Jeg var syg af influenza og ahvde i 3 dage kun sovet ved hjaelp af en frygtelig blanding af medikamenter, som min feber hurtigt fik braendt af alligevel. I den lokale bumle bus faldt jeg udmattet i soevn og sad med aaben mund med nakken boejet bagover mod det lave ryglaen og hoppede i takt med bussen. I mellemtiden fik Janne fra sit ydersaede oeje paa en en koen mand der steg paa bussen, og da han efter at have givet sit saede vaek til en aeldre dame saetter sig op foran, fik hun mulighed for at studere hans koenne traek naermere. Der gik ikke laenge inden de to fik oejenkontakt i den taet proppede bus. Jeg opfattede intet af dette og bumlede uforstyrret videre i min post-sygdomssoevn som ogsaa var godt hjulpet paa vej af koeresygepiller, og saa ikke voldsomt intelligent ud med kaeben haengene en haandsbredde under mit ansigt. Da den koenne mand skulle til at stige af gik han forbi mit og Jannes saede. Da han drejede hovedet kiggde Janne instinktivt op for at gengaelde hans blik, men ganske overraskende kiggede han lige forbi Janne og hen paa den tungtsovende blondine (mig) med et fredfyldt blik og gik ud.

 

Til venstre ved kartoffelmarken

22/3-2011 tirsdag

Sveden perler sig i panden paa mit efterhaanden roedlilla ansigt. -Om det er den bagende eftermiddagssol eller den tynde luft der far mit indre til at sno sig sammen er mig noget usikkert, men kombinationen er jeg helt sikkert ikke bygget til!

“Dumme nordmaend der ikke kan finde ud af at dreje til venstre ved den rigtige kartoffelmark…” vrisser jeg mens jeg smaaloeber op ad hovedgrusstien til det sted man ender naar man ikke drejer til venstre. Praecis hvorfor jeg meldte mig frivilligt til at lede efter de forsvundne gaester fra Norge fortaber sig yderligere for hvert anstrengt forsoeg paa at traekke vejret.

Jeg er paa vej op mod det sted jeg af erfaring ved at man ender hvis man i stedet for at freje af ind over markerne fortsaetter af hovedvejen fra Namobuddha. Det er en god omvej paa minimum 1 kilometer de har begivet sig ud paa, og jeg haaber at jeg fanger dem inden de gaar mere vild.

Hele forgaaende uge har handlet om forberedelser til de mange norske gaester vi faar paa boernehjemmet over 2 dage. 48 idag og ca. samme antal torsdag, alle fra en hoejskole i Norge. Praecis hvor mange nordmaend vi mangler hersker der en vis usikkerhed im, saa jerg haaber bare at de sidste gaar sammem og ikke er spredt ud over de mange marker. Janne og jeg var sammen med de to lakale laerere i henholdsvis dans og musik ude tidligere og hente de foerste, paa hvem vi kunne forstaa at de bagerste var sammen med en guide fra CWIN, hvilket gjorde at vi ikke bekymrede os mere om dem foer det gik op for os at guiden var ankommet.

“Om ikke andet burde de vaere til at genkende” taenker jeg mens jeg spejder efter et par hvide ansigter i horisonten. De lokale kigger endnu mere end normalt, hvilket jeg maaske godt kan forstaa sadan som jeg kommer stavrende med tungt aandedraet og en ansigtskuloer der er mere eksotisk og spaendende end den plejer at vaere.

Pludselig ser jeg 3 blonde hoveder mellem traerne i udkanten af markerne. “Hey!” raaber jeg med en udmattet men hoej stemme, som da ogsaa bliver hoert af flere af de forvirrede nordmaend.

“Ikke falde.Ikke falde.Ikke falde….” messer jeg for mig selv idet jeg saetter farten op. De lokale grusveje kraever nogen koncentration at faerdes paa med de mange huller, loese sten og andre forhindringer. Bare turene til skolerne med boernene om morgenen plejer at vaere en udfordring fordi man skal snakke og gaa samtidig, saa loeb er absolut ikke optimalt.

For mit indre blik forestiller jeg mig hvordan mine Ecco sandaler om et oejeblik vil  bliuve fanget mellem nogle af de store sten og sende mig med naesen foerst mod den toere nepalesiske jord. Det kunne lige ligne mig at lave et saa elegant foerstehaandsindtryk. Mod al forventning naar jeg hen til dem i et stykke, og ser til min overraskelse at danselaereren allerede har fundet de mangelende nordmaend og er igang med at lede dem tilbage over marken til boernehjemmet.

Heller ingen her lader til at vaere sikre paa hvorvidt de er de sidste eller ej, og jeg kan maere at deres manglende overblik irriterer mig en smule. Ikke desto mindre slaar jeg foelge med dem, og nyder at hoere lidt skandinavisk igen. De virker ligesom foregaaende gruppe noget overraskede over at finde en dansk pige her midt mellem de nepalesiske kartoffelmarker, og jeg glaeder mig til at vise dem boernehjemmet og til at se boernene have det sjovt med alle de nye spaendende gaester. Samtidig haaber jeg at hvis der stadig render ensomme nordmaend rundt herude, at de vil vaere i stand til at dreje til venstre ved kartoffelmarken, saa jeg ikke skal ud og loebe igen.

CWIN boernene

This slideshow requires JavaScript.